RWANDA

Mod nord kan man opleve betagende vulkanlandskaber og bjerggorillaer, mod vest kan man trekke i frodig regnskov og mod øst kan man møde vilde løver og opleve et autentisk savanneliv. På trods af landets lille størrelse byder Rwanda på et væld af eventyr. Her er alt fra skøn natur til et pulserende storbyliv, en rig kulturarv og nogle af de bedste hoteller i verden. Rwanda er uden tvivl rwanderful, som var det første ord Camilla blev bekendt med på sin rejse til Rwanda. På trods af landets barske fortid, der har sat sine spor og en mørk plet på landets historie, er Rwanda i dag et roligt og sikkert land. Det er faktisk kendt som et af de tryggeste lande i Afrika. To månedlige bilfri motionsdage, et plastikpose-forbud og én månedlig dag i umugandas tegn, hvor alle yder en fælles indsats til fordel for lokalsamfundet, er tiltag, der markerer en lysere tid. Hvor end man passerer, er der rent og ryddeligt langs stræder og vejkanter.

SMUK NATUR

Tag nordpå og oplev et bjergtagende jungleterræn så langt øjet rækker. Med en højde på 1.800 meter over havet er her køligere end resten af Rwanda. Trekking ruter ind i den dybe regnskov byder på møder med chimpanser, gyldne stumpnæseaber og bjerggorillaer, der helt unikt hører til i Virunga-bjergene. Forholdene i bjergene gør også Rwanda til ideelt for tedyrking, Rwandas største eksportvare.

Mod øst udmunder landets bjergede terræn i savanne. Her ligger  Akagera nationalpark – et af de smukkeste steder at tage på safari i Rwanda. Her kan I møde løver, elefanter og vandrende gnuer – og hvis I er heldige, kan I også spotte ”The Big Five”. Rwanda er ikke på samme vis kendt for safari som sine nabolande, men er ikke desto mindre lige så smukt og ubetinget et besøg værd. Det bedste tidspunkt for rejser til Rwanda er i januar, februar og juni til midt september, men landet kan besøges året rundt.

PULSERENDE STORBY I KIGALI

Få et pust af storby og kombiner rejsen til Rwanda med et besøg til den pulserende og farverige hovedstad Kigali. Kigali har en solid infrastruktur, der forbinder byen til resten af landet og en blomstrende kultur for spisesteder, shopping og skønne hoteller. Et besøg til Kigali giver fin indsigt i Rwandas rige kulturarv og landets historie. Kigali er med sin centrale placering et godt udgangspunkt til at opleve det bedste af Rwanda.

EKSKLUSIVE CAMPS

Nogle af verdens bedste hoteller ligger i Rwanda. Her findes alt fra eksklusive hoteller til små camps med de skønneste omgivelser og fuld forkælelse. Vi har et indgående kendskab til alle de bedste områder i Rwanda, hvor vi benytter små og eksklusive lodges, camps og hoteller. Det er derfor ekstra vigtigt at være ude i god tid, som tommelfingerregel et halvt til et helt år før afrejse, så vi får planlagt en kompromisløs ferie med de bedste oplevelser i Rwanda.

+

80DAYS MEDLEMSSIDE

Login, eller opret dig som bruger og få adgang til sidens personlige ønskeliste-funktion.

Jeg har glemt min adgangskode

Opret bruger

VIL DU HAVE REJSEINSPIRATION & NYHEDER FRA 80DAYS?

Vi spammer ikke, men vi sender gode idéer, insiders og 80days specials i ny og næ.