Der er noget magisk over øer – og verdens trejde største ø, Borneo, har mange imponerende tricks! Øen er delt mellem Indonesien, Malaysia og det lille sultanat Brunei og byder på en stor variation af landskaber, natur og kultur. Borneo har åbnet mere op for turister de seneste år, men der er stadig mange områder, der er relativt uberørt, og vi har her sørget for at håndplukke de bedste boutique-resorts til 80days kunder. Stol trygt på os og begiv jer ud på et eventyr, I aldrig vil glemme!
Tag på opdagelse i den frodige regnskov med de mange lyde, fascinerede fugle, nysgerrige og kloge aber, pygmæ-elefanter, kødædende planter og smukke vækster. Borneo er, sammen med den Indonesiske ø Sumatra, et af de bedste steder at observere orangutanger ”skovens mennesker”, og disse to øer er faktisk de eneste steder i hele verden, hvor orangutangerne lever i det fri. At møde disse fantastiske dyr, der er nogle af vores nærmeste slægtninge i dyreverdenen og desværre kritisk truede i deres naturlige habitat, er en rørende oplevelse, der giver rum til eftertanke. I kan vælge at se dem i det fri, hvilket er lidt mere besværligt, men 100% “ægte”. Ellers kan I tage på et rehabilitationscenter, hvor forældreløse orangutanger bliver trænet op til at klare sig i det fri igen. Vi anbefaler naturligvis kun gode steder, hvor orangutangernes ve og vel er højeste prioritet.
Cruise ind i regnskoven og op af floderne, der er flankeret af mangroveskov, lianer, bregner og grønt. Hold øjnene åbne for næseaber i trætoppene og krokodiller, der flyder rundt i det grumsede vand og kamuflerer sig som træstammer. I regnskoven bor I på smukke lodges, hvor de eneste lyde man kan høre er naturens. Nogle af de bedste guider i Borneo tager jer med på vandreture, hvor I ser spektakulære dyr og planter – man tror nogle gange ikke sine egne øjne, når guiderne igen har spottet et dyr, som man aldrig ville have set selv.
Bestig Mount Kinabalu, det højeste bjerg i sydøstasien, besøg Iban-stammen i deres langhuse, der i gamle tider skar hovederne af deres fjender og lad jer forføre af de fremmede himmelstrøg. Borneo er ikke kun fantastisk på land. Under vandet åbner en ny verden sig, og her er farverige koraller, fisk, skildpadder, nøgensnegle, manta rays og hajer. Den lille ø Sipadan, der ligger øst for Borneos kyst byder på de mest berømte dykkerspots som for eksempel verdensberømte Barracuda Point, men der er masser af steder at udforske enten med en tank på ryggen eller med snorkel. Vi anbefaler, at I slutter turen af med et ophold på et af vores udvalgte luksusresorts ved kysten, med afslapning, god mad og kolde kokosnødder ved poolen.
Borneo er en destination for alle, der elsker troperne, natur og kultur. I forhold til det optimale tidspunkt at rejse på, kommer det lidt an på, hvor I skal hen – Borneo er jo en stor ø! Men man kan faktisk rejse dertil hele året rundt, så længe man tager forbehold for klimaforskellene. Vi hjælper jer med at skræddersy den perfekte rejse.
Login, eller opret dig som bruger og få adgang til sidens personlige ønskeliste-funktion.
Jeg har glemt min adgangskode
Opret bruger
Vi spammer ikke, men vi sender gode idéer, insiders og 80days specials i ny og næ.