KALESMA MYKONOS

Sjældent er vi blevet mødt af så autentisk hjertevarmt, gæstfrit, smilende og personligt et team som på Kalesma Mykonos. Philoxenia er et græsk udtryk, som betyder ”ven til den fremmede”, og det er forbundet med følelsen af afslapning og lykke, komfort og fortrolighed. Netop disse fire hjørnesten udgør hele filosofien bag Kalesma. Følelsen af at føle sig hjemme – at være en del af en familie – i sjældent smukke og stilfulde omgivelser omfavner jer øjeblikkeligt.

STEENS REVIEW:

“Kalesma er uden tvivl det smukkeste resort på Mykonos, og da det ikke er særlig stort, får man hurtigt fornemmelsen af private club. Villaerne er smukke, lyse, rummelige og meget private – så er I på udkig efter lidt tosomhed, er Kalesma svaret. Lej en bil et par dage og oplev de smukke småbyer, de fantastiske små bugter med krystalklart vand og de fine strande. Husk, at de bedste strande ofte er dem, der ligger bedst gemt og mest isoleret – og ofte kræver en bil og en travetur. En uges tid på Kalesma går godt hånd i hånd med et par nætter på A77 Suites i Athen.“

Kontakt Steen for mere information
Tlf. +45 53 53 69 27 / steen@80days.dk

FACTS:

Flyvetid til Mykonos: 4-5 t – typisk via Athen
Bedste periode: sent forår, sommer, tidligt efterår
Tidsforskel: +1t

GRÆSK FLIRT MED DET NORDISKE

Kalesma Mykonos er sidste skud på stammen af luksuriøse hoteller i Grækenland, skabt ud fra devisen om, at småt er godt, og at stil, stemning og atmosfære er altafgørende. Omgivelserne er smukke, lidt rå og upolerede, og man kan ikke andet end elske at tilbringe nogle skønne feriedage i en af de 13 smukt indrettede, rummelige one-bedroom suiter eller 12 lidt større one-bedroom villaer. Som det eneste sted på Mykonos har alle villaer og suiter på Kalesma en stor, dejlig terrasse med egen pool, solsenge og mulighed for at spise middagen i private omgivelser i solnedgangens bløde, orange skær. Rejser I en stor familie eller flere venner sammen, kan I bo i en af de 2 imponerende lækre villaer i flere plan. Stilen er meget græsk og samtidig meget nordisk. Hvidkalkede vægge, organiske naturmaterialer og afdæmpede jordfarver – Kalesma er gennemført lækkert i en grad, vi sjældent oplever.

GRÆSKE GRYDER OG ØKO-LOVE

Når morgensolens stråler rammer de hvidkalkede vægge, buldrer den træfyrede murstensovn allerede, og den forførende duft af hjemmebagt brød lokker jer ud af sengen. Morgenmaden på restauranten Pere Ubu er à la carte og eventyrlig god. Både morgen-, frokost- og aftenkortet byder på et bredt udvalg af de lækreste, friske retter – hovedsageligt tilberedt af økologiske ingredienser. Den store udfordring er at vælge imellem de mange fristelser, der er på kortet. Prøv de små retter ’Meze’, som man traditionen tro hygger sig med at dele i et langsomt tempo over kølig hvidvin.

BEACHLIFE

Den store infinity pool med udsigt over Det Ægæiske Hav er virkelig skøn – men trækker det at se lidt mere af øen og finde en afsides bugt med en lille strand, som I måske kan have helt for jer selv, så kan I nemt leje en bil og komme omkring. Der er masser af charmerende og hyggelige småbyer, små torve til en kaffe eller en kold ouzo og smukke bugter og dejlige strande med krystalklart vand, som I kan udforske.

KROP & SJÆL

Kalesma har en vidunderlig spa med en vifte af krops- og ansigtsbehandlinger, der vil sende krop og sanser på en blid og rolig rejse – og hvis I ønsker det, kan behandlingen foregå i jeres egen suite eller villa. Sætter I pris på at starte eller slutte dagen med fysisk aktivitet, så tilbyder Kalesma både yoga- og pilates-sessioner. Her er også et helt nyt fitnessrum med technogym udstyr og mulighed for at booke en personlig træner til at guide jer igennem et skræddersyet træningspas.

Jeg har glemt min adgangskode

Opret bruger

VIL DU HAVE REJSEINSPIRATION & NYHEDER FRA 80DAYS?

Vi spammer ikke, men vi sender gode idéer, insiders og 80days specials i ny og næ.

Tilføj til ønskeliste